Dyekjær-logo

Agnete Dyekjær-Christensen

Jeg besøgte Agnete i juli måned i år. Agnete er 95 år, men til trods for den høje alder er hun fuldstændig frisk og brænder for slægten. Agnete har et stort ønske om at videregive viden om slægten, og dette Dyekjær-domæne skulle gerne være et bidrag hertil. Agnete bor i et hus som ligger lige op ad Dyekjærsvej i Ringkøbing:
Udover Agnetes hus ses i baggrunden den gamle toldbod, som i dag er en god spiserestaurant.

I forlængelse af besøget aflagde Agnete og jeg en kort visit hos Bodil Majlund, som også bor i Ringkøbing. Bodil er mor til Ilse Dyekjær og maleren Christian Dyekjær, som begge er døde. Hos Bodil findes et familieklenodie i form af et chatol, som er fremstillet af degnen og landsbysnedkeren  Becksgaard, som er far til Agnete Becksgaard, som er Postmester Enevold Dyekjærs mormor. Becksgaard lavede møbler, heriblandt også følgende chatol:

Her ses Agnete og Bodil ved chatollet Her er chatollet i nærbillede
Blandt anekdoterne fortalte Agnete, at hendes farfar, I.C.C Dyekjær var ganske tidligt på færde, da han som ca. 24-årig begyndte at gøre kur til Sidsel Slot, som på det tidspunkt kun var 14 år.

Samme Sidsel Slot var dog en selvbevidst dame. Da de skulle giftes ville hun ikke lade sig pynte af præstekonen, som normalt skulle pynte bruden og havde en kyse til formålet. I stedet fik Sidsel sin egen kyse.

Stavemåden for navnet Dyekjær varierer. Man støder således på Dykjær og Dybkjær. Agnete er dog af den opfattelse, at der her blot er tale om forskellige stavemåder for samme slægt - og gård.