I.C.C. DYEKJÆR OG HANS FORFÆDRE,

                                              -  ifølge slægtsbogen og andre kilder !

 

 

 

Forord:

 

 

Ribe, juli 1999:

 

En sommerferie i Søndervig. Fjernsynet var i stykker, - heldigvis, for det var nok medvirkende til, at jeg blev ved med at "rode" i slægtsbogen  et par timer om dagen. Det egentlige "startskud" var nu noget andet, nemlig en biltur, hvor vi (John, Jeppe og jeg) ret tilfældigt kom forbi det lille museum  ved Vedersø kirke. Derinde lå på et bord en artikel om "Neder Dyekjær i Vedersøe" af en Marie Dykjær - Så blev jeg jo nysgerrig. Hvem var Marie Dykjær? - Og er Neder Dyekjær en gård vores slægt stammer fra? Der skulle ikke lang tids gransken i slægtsbogen til at svare på det sidste, at - nej, det er det ikke. Og Marie Dykjær er vi tilsyneladende slet ikke i slægt med. (Selvom det er vi nu nok alligevel, hvis bare man går langt nok ud, for alle var vist mere eller mindre i slægt med hinanden i Stadil og Vedersø). Men ”vores” navn Dyekjær stammer fra en nabogård " (Over) Dyekjær" - så det er alligevel tæt på!

 

Sådan begyndte granskningen. Og det blev faktisk mere og mere spændende. Jeg har kendt til slægtsbogen i mange år, og af og til kigget i den. - Og jeg må sige, at jeg egentlig altid har syntes, at den var rimelig kedelig med sine opremsninger af personer og årstal. - Formidlingen er ikke i højsædet. Men da jeg begyndte at fortolke lidt på årstallene, - fandt ud af hvor gamle folk var når de døde, blev forældreløse, selv fik børn osv., syntes jeg pludseligt, at det var sjovt. Nu har jeg nedfældet noget af det, jeg fandt ud af. Noget af det sjove er selvfølgelig at sidde med slægtsbogen og selv slutte sig til nogle ting, og derfor er det heller ikke nødvendigvis spændende for andre at læse mine slutninger og direkte afskrifter af slægtsbogen. - Men heldigvis synes jeg selv at det er sjovt at skrive, - og så kan I andre jo læse det, hvis I gider ! - Go´ fornøjelse.

 

 

                Anne  Mette Helstrup Jensen

                (tipoldebarn til I.C.C. Dyekjær)

 

 

 

Ribe, november 2000

 

Nye oplysninger har gjort at jeg har rettet lidt hist og pist, - og skrevet noget til, mest om nye kilder jeg har fundet.

 

Hvis der er nogle, der vil dyrke slægtshistorie mere systematisk end jeg kommer til, skal jeg lige nævne, at jeg er stødt på en udgivelse af Jan Bak Harder: ”Bidrag til de vestjyske sogne Tim og Stadil´s historie”. Den er et tillæg til Christen Bak Harders slægtsbog. Den indeholder en oversigt også over den tidlige historie i Tim og Stadil sogne. Derudover indeholder den en litteraturliste om emnet.

Jan Bak Harder  er så vidt jeg kan se efterkommer efter Karen Jepsdatter, - en søster til Maren Jeppesdatter,  Susanne Christensdatter Kirks mor.

 

- Og hvis nogen skulle finde fejl i teksten, eller have supplerende oplysninger dertil , kan jeg træffes i Gravsgade 15, 6760 Ribe, tlf. 75420601
Indhold:

 

1. Om I.C.C., slægtsbogen, slægten og gårdene

 

          Slægtsbogen for I.C.C. Dyekjær…..…………………………………………………….3

          Om I.C.C. Dyekjær………………………………………………………………………..3

          Sammenfatning af I.C.C.´s forfædres historie………………………………………….4

          Om navnet Dyekjær og hvad det også kunne have været……………………………5

          Om gården(e) Dyekjær……………………………………………….…………………..5

          Om de andre gårde/lokaliteter slægten kommer fra …………………….…………….6

          Om landskabet og dets forandring……………………………………………………….7

 

     2. Om I.C.C.´s  forældre, Susanne Christensdatter Kirk og Christen Knudsen, om Susannes barndomshjem i den lille gård ved kirken i Stadil, og faderen Christen Jeppesen Kirk og om Susannes første mand, Christen Nielsen Dyekjær, fra hvem navnet Dyekjær stammer.

 

          Susannes forældre og barndomshjemmet ”Kirkgård”………………………………….8

          Susannesførste mand Christen Nielsen Dyekjær og Dyekjærgården………………..9

          Susannes andet ægteskab med Christen Knudsen……………………………………9

 

 

3. Om Forfædre til Susanne Christensdatter Kirks far, Christen Jeppesen Kirk……11

 

4. Om forfædre til Susanne Christensdatter Kirks mor, Maren Jeppesdatter………..12

 

5. Om forfædre til Christen Knudsens far, Knud Pedersen……………………………..13

 

6. Om forfædre til Chrisen Knudsens mor, Kirsten Christensdatter…………………...14

 

7. Lidt om baggrunden

 

          Om fæstebøndernes forhold……………………………………………………………..15

          Om Søndervang…………………………………………………………………………..16

 

8. Interessante personer og historier

 

          Meget kort om Ole Christian Kirk…………………………………………………………18

          Om Stadilbonden Knud Jensen Dyekier…………………………………………………18

          Historier og personer fra Neder Dyekjær………………………………………………...19

 

1. Om I.C.C., slægtsbogen, slægten og gårdene

 

 

Slægtsbogen for I.C.C. Dyekjær

 

Slægtsbogen omhandler forfædre til vores tipoldefar I.C.C. Dyekjær og efterkommere fra ham, begge dele i lige linie.  Det vil sige, at I.C.C Dyekjærs forældres, Susanne Christensdatter Kirks og Christen Knudsens, herkomst er forsøgt tilbageført så langt som muligt.

 

I.C.C. Dyekjærs kone (vores tipoldemor) Sidsel Slot Enevoldsen er derimod er person "kommende ind fra højre", som kun lige er beskrevet ud fra de nærmeste familierelationer, hvilket vil sige, at kun hendes  forældre er nævnt (hvilket i øvrigt er en skam, for hendes slægt har vist relation til herregården Søndervang, som er nøglepunktet i I.C.C. Dyekjærs slægts historie)

 

For os, der er 4. generation efter I.C.C Dyekjær er bogen derfor ikke vores slægtshistorie, men kun en 1/16 heraf  (se tavlen næste side).

 

At en slægtshistorie kun beskrives i lige linie giver nogle sjove konsekvenser. F.eks. kan man om ”hovedpersonen”  I.C.C. Dyekjær se, hvad hans tip-tip-tip-tip-oldefar hed, noget der jo nok ikke har haft den store betydning for hans hverdag, men man kan faktisk ikke umiddelbart se hvor mange søskende han har haft. Kun fordi der er medtaget en skifteprotokol efter hans mors første mand, kan man kan se, at han i hvert fald har haft    halvsøskende. På grund af hans mors alder, 43 år, da hun fik I.C.C,  efter at hun var blevet gift anden gang som 42-årig, gættede jeg i første omgang på, at han ikke har havde helsøskende, for man kan faktisk ikke se det ud af slægtsbogen. Dette eksempel synes jeg illustrerer meget godt, hvorfor i hvert fald jeg ved første øjekast fandt slægtsbogen lidt uvedkommende.

 

Formodningen om at Susanne ikke fik flere børn efter I.C.C.holder i øvrigt ikke stik, og er i virkeligheden nok mest begrundet i en nutidig holdning/fordom til hvornår man holder op med at føde børn. Efter at have snakket med Gunnar Dyekjær, som er mormors kusine Gerdas søn, fik jeg en kopi af folketællingen af 1845, hvoraf det fremgår, at han fik to mindre søskende.

 

 

Om I.C.C. Dyekjær

 

I.C.C. Dyekjær, eller Jens Christian Christensen Dyekjær som hans fulde navn var, er en central person i vores Ringkøbingensiske del af familien, fordi det var ham, der startede fiskeeksportforretningen i Ringkøbing. Han var født på gården Dyekjær i Stadil i 1835, som søn af Susanne Christensdatter Kirk og Christen Knudsen, og døde 67 år gammel i Ringkøbing. Slægtsbogen giveret kort resúme af hans liv. Agnete Dyekjær-Christensens version er mere personlig, selvom hun aldrig har kendt sin farfar, der døde i 1902. Hun kendte dog farmoderen Sidsel Slot Enevoldsen, der først døde i 1932.

 

"I.C.C. Dyekjær var opvokset i Stadil, hvor forældrene havde en gård. Forældrene syntes, at han skulle være landmand, men han ville ud at sejle, da han var 18 år. Han sejlede formentlig nærmest jorden rundt med sejlskibene, bl.a. Kina, Japan og Australien. Han påmønstrede i England. Han tog styrmandseksamen i Flensborg. Han gik til Flensborg.

 

I.C.C. viste interesse for den 10 år yngre Sidsel, når han kom hjem til Stadel. Sidsel fortalte senere til Agnete, at hun syntes, at det var noget underligt noget, - sådan en gammel mand!!

 

Sidsel var også født i Stadil. Hendes far Enevold Slot, som kom fra Holmsland, var bestyrer på Søndervang.  Sidsels mor, Agnethe Bechsgaard var enke efter Christen Toft, der ejede Søndervang.  Hun giftede sig med bestyreren Enevold Slot og sammen fik de 4 - 6 børn, deriblandt Sidsel. Det var vist Enevold Slot, der rev overetagen på Søndervang ned.

 

I.C.C. og Sidsel blev gift i Stadil. Præstens kone plejede at pynte bruden, bl.a. havde hun en kyse, som de plejede at få på. Den gamle pjalt ville Sidsel imidlertid ikke have på, så hun fik en ny, og fornærmede dermed præstekonen. Hun fortalte senere med nogen stolthed, hvordan hun havde trumfet det igennem.

 

Parret flyttede til Bornholm, til Rønne. Han var kaptajn på et paketskib, - om han selv ejede det er uvist. Han sejlede frem og tilbage mellem København og Rønne med gods. Han var derfor meget væk, og Sidsel var meget alene og følte sig så ensom, at hun simpelthen blev syg af det.

 

De vendte derfor tilbage til vestkysten og købte Vesterstrandgade 26, hvor der var restauration. De tidligere ejere af stedet hed vist Mikkelsen.

 

I. C.C. begyndte at sælge forskellige ting som planker, tjære og brændevin, men efterhånden begyndte han at indgå aftaler med fiskerne om at aftage deres fangst, og til sidst blev det mere og mere det, det drejede sig om.

 

Da banen blev anlagt begyndte en stor eksport til Tyskland. Han havde agenter flere steder i Tyskland.

 

De bibeholdt restaurationen. til restaurationen hørte værelser, der stod parat, sådan at strandede søfolk kunne overnatte. På restaurationen kunne man spise og drikke en øl. Han lukkede, når det passede ham. Han spillede violin, - og når gæsterne var gået, kunne man se ham gå inde i restauranten og spille.

 

En historie fra kroen lyder, at der engang kom  en landmand eller fisker ude fra klitten ind for at spise sild. I.C.C. og en kunde væddede om, om manden kunne spise alle de mange sild, der blev serveret for ham. Han spiste hele portionen pånær en enkelt sild. I.C.C. sagde, at det kunne han ikke være bekendt, for han havde altså væddet på, at han kunne spise dem allesammen. Manden sagde, at det kunne han da nemt have gjort, - han ville hare ikke være bekendt at tage den sidste.

 

I.C.C. havde stor retfærdighedsfølelse. Der var detailhandel, hvor der blev solgt fisk til byens borgere. Sønnen Christian syntes godt, at han kunne lægge lidt ekstra på prisen, når fiskene blev solgt enkeltvis i stedet for at tage den samme pris, som når det gik til eksport. Det ville I.C.C.  overhovedet ikke høre tale om.

 

Folk i byen kaldte I.C.C. for kaptajnen.

 

I.C.C.´s hjem var fuld af traditioner f.eks. omkring jul, hvor der blev læst op af juleevangeliet og sunget de samme salmer hvert år. "

 

 

Sammenfatning af I.C.C. Dyekjærs forfædres historie

 

Det kan gøres meget kort. Alle forfædre var før 1791 fæstebønder under herregården Søndervang, som ligger ved Stadil, og efter 1791, hvor Søndervang udstykkedes til bønderne, blev de selvejende bønder på samme gårde. Den geografiske spredning er derfor også ganske lille.  De boede på de to Graversgårde og gårde i Fuglbjerg, Mejlby, Kamp og stadil som ligger inden for en radius af få kilometer fra Stadil, og de giftede sig med hinanden på kryds og tværs i generationer.

 

I.C.C. ´s forfædres historie strækker sig fra 1590, hvortil den "ældste" forfader kan spores, og frem til 1835, hvor I.C.C. fødes. Deres historie er derfor en - omend meget lille - del af historien om den den danske bondes selvstændiggørelse.

 

 

 

Om navnet Dyekjær og hvad det også kunne have været

 

Set i en slægtshistorisk sammenhæng er der i og for sig en del navne, der ville være mere spændende end navnet Dyekjær. Først og fremmest Graversgård eller Kirk. Fuglbjerg, Mejlby eller Kamp kunne også gå an. Slægtshistorisk er navnet Dyekjær nemlig ikke særligt gammelt, idet I.C.C. Dyekjær var den første, slægtshistorisk, der hed sådan. Navnet kommer fra I.C.C.´s mor, Susanne´s, første mand, - og fra gården Dyekjær, som hun arvede efter ham. I.C.C. var søn af Susannes anden mand, som egentlig hed Knudsen, men som gennem Susanne overtog gården Dyekjær, og derefter også blev kaldt Dyekjær. Men I.C.C. voksede op på gården Dyekjær (Over Dyekjær), så derfor er navnet jo  naturligt, men slægtshistorisk ikke særligt gammelt.

 

Slægtsbogen er derfor ikke en "Dyekjærsk" slægtsbog. Fulgte man navnet Dyekjær tilbage i tiden med Susannes første mand Christen ´Nielsen Dyekjær som udgangspunkt,  ville man træffe måske helt andre personer end her. Men mon ikke der ville være gengangere - sognets folk var gift med hinanden på kryds og tværs. Her er det igen en skam, at man ikke kan se i slægtsbogen, hvor de forskellige søskende til forfædrene i lige linie har giftet sig hen (selvom det selvfølgeligt ville blive totalt uoverskue­ligt), - så kunne man sikkert se flere sam­menhænge mellem slægterne. Slægtsbogen røber dog tilfældigvis et eksempel, idet det er oplyst, at Ellitz Graversdatter, som er Susanne Christensdatter Kirks oldemor, dør i 1760 hos sin datter i Dyekjær. Ellitz Graversdatter kan således meget vel være oldemor til både Susanne og hendes første mand Christen Nielsen Dyekjær.

 

 

Om gården(e) Dyekjær

 

Der var to Dyekjær gårde, nabogårde, som lå på hver sin side af sognegrænsen mellem Vedersø sogn og Stadil sogn. Nedre Dyekjær lå i Vedersø sogn og I.C.C: Dyekjærs fødegård, "Dyekjær" eller "Over Dyekjær" i Stadil sogn. Dyekjær findes endnu, - Dybkjær på kortet - dog ved jeg ikke, hvor gamle de nuværende bygninger er. Nedre Dyekjær brændte i  1914, og jorden blev lagt ind under over”(over Dyekjær  (se vedlagte artikel af Marie Dykjær).

 

I slægtsbogen er skifteprotokol efter Christen Nielsen Dyekjær (død 1834) gengivet. Heri findes en detaljeret beskrivelse af gårdens inventar, og økonomi på dette tidspunkt.

 

Dyekjær-gården har med sin 3 tdr. hartkorn været blandt de mindre men dog normal størrelse gårde i sognet, jvf næste afsnit.

 

Dyekjær-gården gik i arv til I.C.C.´s  yngre bror Knud. Efter Knuds død gik den ud af slægtens eje.

 

 

Om hvilke andre gårde/lokaliteter slægten i øvrigt kom fra

 

Slægten kan før år 1700 ad flere veje, - eftersom de var gift ind i hinanden, spores tilbage til begge Graversgårde - der var to, udskilt af samme gård. I.C.C. Dyekjærs far Christen Knudsen blev født på den vestlige Graversgård i 1798, og han var da min. 5. generation på gården. I.C.C.´s mormor var født på den østlige Graversgård, også som min 5. generation på gården. Graversgårdene var store gårde på over 5 tdr. hartkorn.

 

Også til en gård i Fuglbjerg fører to "slægtsveje", idet både I.C.C. Dyekjærs mormor og morfar stammede herfra fra den samme Jens Nielsen (født i 1590). På morfaderens side tælles således 4 generationer på Fuglbjerg - fra Jens Nielsen til Jeppe Jensen Kolby (født 1721) - og på mor­moderens side "kun" 3 generationer - fra Jens Nielsen til Maren Christensdatter (født 1660), som blev gift med Jeppe Knudsen fra Graversgård.

 

I.C.C. Dyekjærs far nedstammede udover Graversgård også fra Kamp, hvor der kan tælles min 4 generationer fra Jens Espersen (død 1662) til Knud Nielsen (født 1698), der overtog den vestlige Graversgård efter sin svigerfar.

 

I.C.C. Dyekjærs farmor, Kirsten Christensdatter var femte generation fra en gård i Mejlby, idet slægten her kan spores tilbage til Mouritz NN, der levede i 1600-tallet.

 

En gård, der er specielt spændende slægtshistorisk er den lille gård "ved kirken" - Kirkgård, som ligger utroligt smukt ved Stadil fjord umiddelbart ud for diget ved Stadil Kirke. I.C.C. Dyekjærs mor Susanne Christensdat­ter Kirk voksede op på denne gård i en søskendeflok på 9. Blandt disse søskende var de senere stænderdeputerede Ole Christian Kirk og Jeppe Kolby. Fordi der senere er skrevet artikler om og erindringer af specielt Ole Christian Kirk ved man en del om hjemmet i gården ved kirken.

 

Ud over disse nævnte gårde/lokaliteter optræder navnene Kolby, Kolby Fjerding, Alrum, Stadil, Dalen  og Dalsgård.

 

Kigger man på kortet over Stadil-området kan man se, at gårdene/lokaliteterne ligger inden for en radius af få kilometer omkring Stadil. Man har været trofast overfor sin egn. Af lyst eller tradition? - Fra 1733-1788 måske af tvang for mændenes vedkommende, jvf. stavnsbåndet.

 

Oplysninger om gårdenes størrelser i tdr. hartkorn, som fremgår af skifteprotokollerne i slægtsbogen kan sammenholdes med listen over gårde i sognet fra købekontrakten fra bøndernes køb af Søndervang. Listen er hentet fra artiklen ”Da bønderne i Stadil blev selvejere, af Peder Jensen, Hardsyssel Aarbog 35. bind, 1941:

 

3 gårde + præstegården  6 – 10 tdr. hartkorn

15 gårde                            5 -  6  tdr hartkorn

17 gårde                           4 – 5  tdr hartkorn

28 gårde                           2 – 4 tdr hartkorn

  9 gårde                            1 – 2  tdr hartkorn

11  ejendomme                 under  1 tdr hartkorn

 7 huse uden hartkorn af betydning     

 

 

Om landskabet og dets forandring

Landskabet omkring Stadil er ændret meget i de sidste århundreder p.g.a. Stadil fjords afvanding. Stadil og Vedersø sogne var indtil midt i 1800 – tallet omgivet af fjord og store engområder, der gjorde adgangsvejene til sognene få. Og i våde perioder, hvor vandet stod højt på engene fik området ø-lignende karakter. Det var en fordel i ufredstider, at bo lidt afsides, fordi de fjendtlige hære ikke passerede lige forbi.

 

Alfred Kaa beskriver i bogen om ”Stadilbonden Knud Jensen Dyekier”, hvordan passage over Madum å kunne være farlig og til tider helt umulig, sådan at man for at komme til møllen i Tim måtte lægge vejen over Vedersø.

 

Når  man i dag ser på gårdenes beliggenhed, kan man jo tænke på, at den udsigt man har i dag fra f.eks. Mejlby og Fuglbjerg over store opdyrkede landbrugsområder slet ikke er den samme udsigt som vores forfædre havde.

 

Afvandingens forløb og de landskabelige ændringer er beskrevet i Palle Uhd Jepsens bog ”Ved de vestjyske fjorde”.

 

 

 

 

2. Om I.C.C. Dyekjærs forældre, Susanne Christensdatter Kirk og Christen Knudsen, om Susannes barndomshjem i den lille gård ved kirken i Stadil, og  faderen Christen Jeppesen Kirk og om Susannes første mand, Christen Nielsen Dyekjær, fra hvem navnet Dyekjær stammer.

 

 

Susannes forældre og barndomshjemmet i  "Kirkgård"

 

(tallene i parentes henviser til numre på anetavlerne i slægtsbogen)

 

Susanne Christensdatter Kirk blev født i 1792 (dvs. lige efter de store landboreformer) i den lille gård ved kirken i Stadil. Gården ligger der endnu, helt ud til fjorden og helt op ad kirkediget. Smukkere beliggenhed bliver svært at finde.

 

Hendes forældre, Christen Jeppesen Kirk (2) og Maren Jeppesdatter (3),  var hhv. 37 og 38 år gamle, da hun blev født, som den yngste i en søskendeflok på 9. De otte ældre søskende var i rækkefølge Jeppe Kolby, Niels Kirk, Ole Christian Kirk. Knud Stougaard, Maren, Johanne, Ellen Kristine og Anne.  Jeppe Kolby og Ole Christian Kirk var de sene stænderdeputerede. (Artikler om Ole Christian Kirk vedlagt)

 

Christen Jeppesen Kirk (2), var fæstebonde på Kirkgård indtil 1791, - året før Susanne blev født. Da solgte ritmester Brockdorff Søndervang, og Christen købte sin fæstegård til selveje for 210 Rdlr. Desuden købte han 10 aktier á 50 Rdlr i herregården. Skødet fra handlen er gengivet i slægtsbogen.

 

Kirkgården var en lille gård, - kun ca. 1 tdr. hartkorn. I artiklen om Stadilbønderne i Hardsyssel aarbog, 35. bind er det nævnt, at der før 1828 var færgefart ved Stadil Kirke. Retten til at besørge færgefarten var knyttet til gården syd for Stadil Kirke. Omkring 1790 var der en lille købmandshandel i  i gården. (Artiklen fortsætter: ”hvor Jep Kirk boede”. Efter årstallet at dømme skulle der måske stå Christen Kirk i stedet for).

 

Om Susannes barndomshjem kan kaldes rigt eller fattigt er svært at sige. Ingen af delene er nok det rigtige svar. Susannes far, Christen Jeppesen Kirk, var i 1789 sognets 6. største skatteyder. Men betalte alligevel kun lidt over halvdelen i skat af det, de rigere bønder på Stadilø betalte.

 

Ole Christian Kirk, Susannes bror, har fortalt, at forældrene i mange år var meget fattige, men ved stor flid og møje lykkedes det dem at forbedre forholdene, så de kunne købe deres lille gård, da samtlige fæstere under Søndervang overgik til at blive selvejere. Der er i slægtsbogen givet en mere indgående vurdering af de økonomiske forhold.

 

På grund af Susannes brødre Jeppe Kolby og Ole Christian Kirks senere berømmelse findes der en del kilder til oplysninger om Susannes barndomshjem i gården ved kirken.

 

Om hjemmet fortæller Thorv. Lodberg ifølge slægtsbogen, at Christen Kirk  hørte til de stille i samfundet, men fulgte godt med i tidens spørgsmål. Ja, han var så vidt fremme, at han holdt avis, og han nød den tillid at blive udnævnt til sognefoged og lægdsmand.

 

P. Storgaard Pedersen fortæller: Christen Kirk var en for sin tid mere end almindelig oplyst mand. I sine barneår var han, såvidt skønnes kan, blevet stærkt påvirket i religiøs henseende, og endskønt den største del af hans liv strakte sig over en i åndelig henseende gold tid, så holdt han dog fast ved sin barnetro, endskønt han, efter datteren Susannes fortælling, ofte led af sjælelig anfægtelse, hvori han dog undertiden kunde få trøst ved at læse den gamle, skønne salme af Hygom " Jesus, din søde forening at smage". Iblandt sognets beboere var han en anset mand og han beklædte i mange år bestillingen som sognefoged.

 

 

Susannes første ægteskab med Christen Nielsen Dyekjær

 

Susanne blev gift første gang da hun var 20 år  (1812)   med Christen Nielsen Dyekjær, som var født på gården Dyekjær, forældrene var Niels Graversen Dyekjær og Anne Christensdatter.  Parret blev gift i Stadil kirke.

 

Da parret havde været gift i 4 år, overtog Christen Nielsen Dyekjær sin fødegård mod at yde aftægt til modere. Skødets ordlyd fremgår af slægtsbogen. Man kan se af skødet, at Dyekjær er stavet på mange måder bl.a. Dykkier og Dykkiær.

 

Susanne er altså i 1812 eller 1816 flyttet til gården Dyekjær, ca 3 km fra barndomshjemmet, hvor hun blev resten af sit liv.  Der fandtes to gårde i Dyekjær. De to gårde var nabogårde, men lå på  hver sin side af sognegrænsen. "Nedre Dyekjær" lå i Vedersø sogn og den anden Dyekjærgård,  som Susanne flyttede til, i Stadil sogn,  - Dybkjær på kortet.

 

Den 12. jaunar 1834 døde Christen Nielsen Dyekjær 48 år gammel efter 22 års ægteskab, og Susanne stod som 42-årig enke tilbage med 6 børn – halvsøskende til I.C.C. Dyekjær - hvis alder kan ses af folketællingen af 1845. Ane var formentlig ældst, derefter kom Maren på 16 år, Niels på 13 år, Christen på 10 år, Jens på 6 år, og Maren Kirk på 4 år. Skifteprotokol efter Christen Nielsen Dyekjær findes i slægtsbog. Det fremgår af skifteprotokollen, at Dyekjærgården med tilhørende marken  i 1834 vurderes til 500 Rgdl. Susanne arver 283 Rgdl, - halvdelen af det samlede bo fratrukket gæld.

 

 

Susannes andet ægteskab med Christen Knudsen ( I.C.C. Dyekjærs far)

 

Af nødvendighed,  kærlighed  eller skik og brug ? - Susanne blev gift igen i Stadil kirke den 12. oktober 1834 med en ny Christen, - den 6 år yngre Christen Knudsen fra den vestlige Graversgård. (Susanne har været omgivet af "Christener", både hendes far og begge hendes mænd hed sådan). Der var to Graversgårde, og da Susannes mor, Maren Jeppesdatter (3), kom fra den anden Graversgård, har Susanne og Christen Knudsen formentlig kendt hinanden altid, - og sikkert også beslægtede. 

 

Christen Knudsen blev født den 18. februar 1798 på den vestlige Graversgård, som søn af den 41- årige Knud Pedersen (2)  og den 36- årige Kirsten Christensdatter (3). Han er formentlig ikke første søn, idet en anden søn Peder overtog gården.

 

Barndomshjemmet var formentlig forholdsvis velhavende, - i hvert fald var Graversgård en af de større gårde i sognet.

 

Da Christen Knudsen var 8 år gammel,  døde hans mor, Kirsten Christensdatter (3), 44 år gammel i barselsseng. Faderen Knud Pedersen Graversgaard (2) giftede sig året efter med enken Maren Pedersdatter Hesselbjerg, hvis mand degnen Niels Bork også var død året før.

 

(Om Maren Hesselbjergs første mand Niels Bork (1787 - 1806) fortæller P. Storgaard Pedersen, at han omtales som en meget dygtig og afholdt mand, og sagnet vil vide, at da han som ung lærer kom til Stadil fattede han kærlighed til Ritmester Brochdorffs datter på Søndervang, og hun gengældte hans følelser. Men da hendes forældre fik det at vide modsatte de sig denne forbindelse, hvorfor datteren tog sig selv af dage. Henriette Brochdorff døde 1788 og hviler på Stadil Kirkegaard under en stor udhugget sten. Bork var siden med ved købet af herregården, og måske hans arbejde for denne handel har været en tak for sidst til herremanden. Han tog part i garden for 200 Rdl)

 

Om Christen Knudsens liv før han som 36-årig blev gift med den 42- årige Susanne, og blev Christen Dyekjær nr. 2 i Susannes liv, melder slægtsbogen intet. 

 

Det fremgår ikke af slægtsbogen, men af folketællingen af 1845 kan det ses at  Susanne og Christen fik 3 børn sammen. Vores tipoldefar Jens Christian (I.C.C) født i juni 1835 var den ældste. Knud Christensen et år yngre og Kirsten Christensdatter yderligere 2 år yngre. Susanne fik altså sit sidste barn, da hun var omkring 46 år gammel.

 

I 1837 døde Susannes mor, Maren Jeppesdatter og i 1839 faderen Christen Jeppesen Kirk  ca. 81 og 84 år gamle.  At susannes 2. mand Christen ikke blot har overtaget gården Dyekjær, men også navnet Dyekjær, fremgår af skifteprotokollen efter Christen Jeppesen Kirk, hvor Christen Knudsen kaldes, og har underskrevet sig, hhv. Christen Dykær og Dyekjer.

 

Susanne døde i 1873, 80 år gammel på gården Dyekjær. Christen Knudsen overlevede Susanne med 3 år, og døde i Dyekjær juleaften 1876,  78 år gammel.

 

Deres ældste søn I.C.C. Dyekjær havde da været bosat i Ringkøbing i nogle år, efter at han i 1870 var hjemvendt fra Bornholm sammen med sin kone Sidsel Slot Enevoldsen. Deres søn Christian Dyekjær (mormor, Agnete Dyekjær-Christensens far) var født den 17. november 1870 i Ringkøbing og var derfor omkring 3 år gammel, da farmoderen Susanne døde).

 

Dyekjærgården gik i arv til I.C.C.´s yngre bror Knud.

 

Ole Christian Jensen, der er søn af I.C.C´s halvsøster Maren Kirk Christiansen, har skrevet sine erindringer. (mormor Agnete har et eksemplar). Desværre rummer erindringerne ingen beskrivelser af Maren Kirk barndomshjem hos Susanne og Christen. Ole Christian Jensen skriver ”Mor (Maren Kirk) var en stilfærdig og alvorlig kvinde, der sikkert var opvokset i et godt hjem. Mærkelig nok har hun aldrig givet os noget kendskab til sin barndom og ungdom, heller ikke angående sin skolegang.”

 

Til gengæld kan man i erindringerne læse om I.C.C´s halv- og helsøskendes videre liv. Og i forbindelse med erindringer om Knud Christensen, der arvede Dyekjærgården, er gården beskrevet.  Også naboerne på  Neder Dyekjær er beskrevet.

 

Beretningen om Knud Christensen og hans kone, Mariane f. Sandal, er gribende, idet de på en gang ud af en flok på 9 mistede vistnok 5 piger af difteritis. 

 

 

3. Om Forfædre til Susanne Christensdatter Kirks far, Christen Jeppesen Kirk

 

Se tavlen næste side !

 

Susannes far, Christen Jeppesen Kirk (2) (født ca 1755) gik som tidligere nævnt for at være af "velbeslået" familie.

 

Lærer P. Storgaard Pedersen skriver ifølge slægtsbogen "Jep Kirk (4) (Christens far Jeppe Jensen) var en ret velhavende mand, så ifølge sagn i familien skal en fattig herremand på Søndervang engang have tilbudt, at de to godt kunne bytte formue. Derfor var sønnen, Christen Kirk, også en sognets mest velhavende mænd, så han foruden de 210 Rdlr., som han gav for selveje på sin egen gård, tillige kunne tage 10 aktier á 50 Rdlr i herregården.

 

Jeppe Jensen (Kolby) (4), født 1721, kom ligesom min. 3 generationer før ham fra gården Fuglbjerg. Han var den næstyngste af 6 børn, Gravers, Christen,  Peder, Sylvester, Jeppe og Maren. Jeppes far, Jens Christensen (8), var 59 år, da Jeppe blev født og han døde som 72-årig, da Jeppe var 13 år. Jeppes mor Ellitz Graversdat­ter (9) stod da, 51 år gammel, tilbage med Sylvester på 17, Jeppe på 13 og Maren på 10 år, de andre var børn var blevet voksne. Gravers, som var ca 30 år, overtog fæstet på gården i Fuglbjerg, som  at  dømme efter skifteprotokollen efter Jens Christensen (8), som fremgår af slægtsbogen var i meget dårlig stand. Der blev intet at arve.  Hvordan Ellitz Graversdatter har klaret tiden derefter med 3 umyndige børn vides ikke. Hun levede dog endnu 26 år indtil 1760, hvor hun, som det står i slægtsbogen, hun døde hos en datter i Dyekjær, Stadil sogn. Det må jo betyde, at datteren Maren Jensdatter er blevet gift til gården Dyekjær. Ellitz Graversdat­ter kan derfor meget vel være oldemor til både Susanne Christendat­ter Kirk og til Susannes første mand Knud Nielsen Dyekjær. - Et eksempel på, at hvis man forskede i slægtsnavnet Dyekjær ville man nok alligevel nå, i hvert fald nogle, af "vores" slægts personer.

 

I 1752 blev Jeppe (4) 31 år gammel gift med Maren Jensdatter (5). Om hendes vides intet. Han tjente som ung  i Nørre Bandsby og senere fæstede han en gård i Kolby. 17 år senere boede han i huset "ved Kirken" (Stadil Kirke) uden hartkorn. Man ved ikke hvorfor, eventuelt var han blevet svagelig. Dette hænger dog dårligt sammen med hans påståede rigdom.

 

Jeppes far, Jens Christensen (8), havde været gift tidligere, idet han i 1701 39 år gammel blev gift med den ca. 17-årige Johanne Christine Lauridsdatter fra København. Hun døde allerede juli 1702, måske i forbindelse med 1. fødsel. Året efter blev den 41- årige Jens Christensen gift med den 20-årige Ellitz Graversdatter, som blev mor til Jeppe Jensen Kolby og hans 5 søskende.

 

I 1733, året før Jens Christensens (8) død vidnede han i en sag om en gammel mølle, der havde stået i Vedersø sogn. Sagen er beskrevet i bogen om Stadilbonden Knud Jensen Dyekier, og er egentlig meget interessant.

 

Slægten spores længst tilbage til Jens Nielsen (32), der blev født i 1590 og døde 76 år gammel på gården i Fuglbjerg.

 

 

 

4. Om forfædre til Susanne Christendatter Kirks mor, Maren Jeppesdatter

 

Slægten spores på denne side til gårde i Fuglbjerg, Graversgård, Alrum og Kolby Fjerding.

 

Længst tilbage spores slægten til  Jens Nielsen (32), født i 1590, - samme Jens Nielsen, som på Christen Jeppesen Kirks side.

 

Om Anne Andersdatter (29) kan det udledes, at hun har være højgravid da hun og Anders Christensen (28), født 1664 i Stadil, hhv 34 og 35 år gamle, blev trolovet den 14. november 1697, for sønnen, Christen Andersen (14), er født den 23 eller 24 december samme år. Ved  Christens dåbsindførelse står, at barnet først var ventet født den 22. februar 1698 - måske for at retfærdiggøre at barnet nåede at blive født før parret blev gift den 13. februar 1698.

 

Anders Christensen (28) endte sine dage ved at drukne i vonå ved Ringkøbing i 1718, da han væltede med sin tomme vogn i et hul ved Strømstagen (vadested) på vej hjem fra byen. Ud over  enken Anne Andersdatter (29) efterlod han sig kun sønnen Christen Andersen (14), der da var blevet 21 år.

 

Christen Andersen (14) blev selv kun  37 år gammel, da han i 1736 døde fra sin kone Anne Laursdatter (15)  og fem umyndige børn i alderen 5 - 14 år. Johanne Christensdatter (7) var den yngste. Uddrag af skifteprotokol fra Christen Andersens (14) død fremgår af slægtsbogen. Der blev intet til deling mellem arvingerne. Enken Anne Laursdatter (15) giftede sig igen året efter med Gravers Pedersen Dal og fik med ham yderligere 8 børn heriblandt et tvillingepar.

 

Johanne Christensdatter (7), født 1731, blev altså faderløs som 5-årig. Som 37- årig i 1768 mistede hun på samme tid sin mand Jeppe Knudsen (6), deres nyfødte søn Knud og sin stedfar Gravers Pedersen Dal. De døde af  "en grasserende svaghed".  Johanne blev så alene med 4 børn i alderen 2 - 14 år, deriblandt Maren Jeppesdatter (3) på 12 år. Johanne Christensdat­ter blev gift igen med den 9 år yngre ungkarl Niels Knudsen, som overtog fæstet af Gravers af Graversgård og i 1791 købte gården til selveje. Skødet fra handelen fremgår af slægtsbogen. Johanne blev 81 år gammel.

 

Johanne Christensdatters første mand (og Maren Jeppesdatters far) Jeppe Knudsen (6)var eneste søn af Knud Jepsen (12) og Maren Madsdatter (13), som var blevet gift da Knud var 24 og Maren 32 år. I 1746, da Jeppe var 16 år døde moderen Maren 53 år gammel. Skifteprotokol efter hende findes i slægtsbog. Som kuriosum kan nævnes, at Knud Jensen Dyekjær (se vedlagte artikel)  var vurderingsmand i forbindelse med skiftet. Knud giftede sig igen med Ane Jepsdatter fra Skelmose.

 

Knud Jepsen (12) havde overtaget Graversgård efter sin mor Maren Christensdatter, og han overlod den på et tidspunkt til sin søn Jeppe og købte selv gården Dalen.

 

Knud Jepsens far, Jeppe Knudsen (24), døde i 1715 59 år gammel. Han og Maren Christensdatter (25) var blevet gift i 1686, da han var 30 og hun 26 år. Skifteprotokol efter Jeppe Knudsen findes i slægtsbog. Knud Jepsen (12), som var deres eneste søn, var 14 år gammel, da faderen døde. Udover Knud havde de 4 døtre 18 - 29 år gamle. Maren Christensdatter drev selv gården de næste 10 år indtil hun, som nævnt, overlod den til Knud.

 

 

5. Om forfædre til Christen Knudsens far, Knud Pedersen

 

Knud Pedersens (2) aner spores tilbage til gårdene i Dalsgård, Kamp og den vestlige Gravergård.

 

Længst tilbage i tiden spores Jens Espersen Kamp (68), død i 1662 i Kamp og hans kone Kirsten Jørgensdatter (69) død 1690,  88 år gammel, samme sted.

 

Om Enevold Pedersen (18) født 1658 kan det fortælles at han var gift 3 gange. Første gang i 1690 som 32- årig med den 39-årige Maren Andersdatter fra Graversgård. Formentlig sådan han kom til at eje Graversgård. Maren Andersdatter døde i 1692 formentlig i forbindelse med en fødsel, idet hun blev begravet sammen med sit nyfødte barn, der døde straks efter fødslen. I 1692 giftede han sig som 34- årig  med den ca 40- årige Ellen Pedersdatter som døde i 1698 efter 6 års ægteskab. Året efter giftede han sig med den 44-årige Ane Graversdatter (19) fra Stadil. Ane Graversdatter har altså været 45 år, da hun fødte Elle  Enevoldsdatter (19).

 

Da Knud Nielsen (8)  fra Kampgården giftede sig med Elle Enevoldsdatter (19) giftede han sig også til den vestlige Graversgård.

 

Elle Enevoldsdatter blev selv kun 46 år gammel. Hun døde i 1746 på Graversgård. Skiftet efter hende fremgår af slægtsbog. Det fremgår heraf at parret havde 4 børn, Peder Knudsen (4) 26 år, Anne Knudsdatter 16 år, Enevold Knudsen 10 år og Niels Knudsen 5 år.

 

Esper Jensen Kamp (34), født i 1628, som i øvrigt nåede den høje alder 89 år, kan  formodes, at være bedstefader til Stadilbonden Knud Jensen Dyekier, se vedlagte kopierede bog. I hvert fald passer det med hæftets oplysninger om Knud Jensen Dyekiers far hed Jens Espersen og var født i Kamp i 1667. Jens Espersen er så en ældre bror til Kirsten Espersdatter (17).

 

 

6. Om forfædre til  Christen Knudsens mor, Kirsten Chirstensdatter

 

Kirsten Christensdatter (3) kom fra en gård i Mejlby, hvor min 4 generationer før hende tilbage til midten af 1600 - tallet har været fæstebønder. - I hvert fald må det formodes at være den samme gård. Oplysninger om gården findes i skifteportokol fra 1715 efter Christen Mouritzen (24), der døde som 64 årig. Hans arvinge er enken Anne Hansdatter (25), den 15-årige Hans (12) og den 21-årige Maren.

 

Det kan ses af slægtsbogen, at Anna Jørgensdatter (7) var Christen Hansens anden kone, idet hans første kone Maren Christensdatter fra Stadil døde i barselsseng i forbindelse med deres første barn.

 

7. Lidt om baggrunden

 

Om fæstebøndernes forhold

 

Stavnsbånd, landmilits, hoveri, landboreformer, udflytning at gårde, hverdagsliv på landet, dyrkningsmetoder er nogle nøgleord i forbindelse med den historiske baggrund for I.C.C´s forfædre. Masser af bøger handler om dette. Det svære er blot, at der var meget store lokale forskelle på, hvordan fæstebøndernes vilkår var i praksis. Forholdet til godsejeren og dermed en væsentlig del af livsbetingelserne har været vidt forskellig fra egn til egn, fra herregård til herregård og fra årti til årti.

 

Det mest interessante i den forbindelse, synes jeg, er hvordan bønderne selv opfattede deres situation, om de var underkuede mennesker, der levede i daglig angst for godsejeren, ladefogeden og ridefogedens påfund, for afstraffelser eller udsætning fra gården p.g.a. restancer i betalingerne til godset, eller om tilværelsen som fæstebonde var et, omend slidsomt, men også forholdsvis trygt liv.

 

Svaret er ifølge de forskellige kilder, jeg har læst nok overvejende den sidste mulighed, altså et forholdsvis trygt liv, sålænge man udførte de pligter man skulle og betalte det man var forpligtiget til. MEN, - nogen sikkerhed for at det vedblev at være sådan, havde man ikke. Man var helt afhængig af den til en hver tid værende godsejers lune.

 

Godsejeren var indtil landboreformerne ifølge loven fæstebøndernes husbond, som bønderne skulle være "hørig og lydig" overfor. Godsejeren havde ret til at øve "hustugt", og denne ret kunne han overdrage til fogeder eller personlige tjenere. "Hørig og Lydig" er et vidt begreb, og det tolkedes da også vidt forskelligt fra gods til gods. - Eller rettere fra godsejer til godsejer, - for det var godsejerens tolkning, der gjaldt.

 

Husbonden var lovmæssigt i sin fulde ret til at revse, dog med den i vores samtidige øjne, ikke særligt vidtgående begrænsning, at det ikke måtte være med våben, od eller æg, så lemmerne gik sønder eller de på anden måde tog skade på deres helbred.

 

Man ved kun lidt om, i hvilket omfang revselsesretten blev udnyttet, og endnu mindre om, hvordan bønderne opfattede deres egen situation. Man kan gætte på, at de fandt det nedværdigende at være underlagt herremanden, men hvordan har de f. eks. opfattet et slag af en stok e.l., og hvorvidt det var udbredt, ved man ikke meget om. Eftersom hovedparten af bønderne ikke kunne læse og skrive har man kun få skriftlige kilder, skrevet af bønder. -  de er forholdsvis sene og tegner ikke nødvendigvis et typisk billede. De er skrevet af forholdvis oplyste bønder, - måske de rigere, der havde overskud til at lære at læse.  Og der har formentlig været stor forskel på om man var rig, anset bonde, hvilket man godt kunne være selvom man var fæstebonde, eller om man var en ”fattiglus”, der var bagefter med forpligtelserne overfor herremanden.

 

(I forbindelse med skolekundskaber kan det fortælles, at i 1791, da bønderne i Stadil købte søndervang kunne 46 af dem skrive deres navne under købekontrakten, hvorimod 41 erklærede, at de ikke kunne skrive deres navne læseligt. Birkedommer Esaias Helt underskrev for dem i Videners overværelse.)

 

Gunnar Olesen har i sin bog "Træhesten, hundehullet og den spanske kappe" forsøgt at klarlægge herremændenes udøvelse af tugtelsesretten over bønderne indtil stavnsbåndets ophævelse. Konklusionerne er meget forsigtige. Her er nogle uddrag:

 

- " Det kan fastslås, at den populære opfattelse, at træhesten og de andre straffemidler var i stadig brug overalt og til alle tider overfor bønderne, på ingen måde holder stik. På den anden side kan problemet heller ikke ganske bagatelliseres, hvad kildernes sparsomhed med oplysninger på dette område undertiden har fristet til."

 

- " Når der i den omfattende lokalhistoriske litteratur fra Jylland kun findes så lidt om disse forhold, kan de vanskelige kildeproblemer gøre deres dertil, men der er dog en vis sandsynlighed for, at tavsheden må udlægges derhed, at de jyske bønder heller ikke på dette område har været udsat for tilnærmelsesvis så stort et tryk som de sjællandske, og det samme gælder rimeligvis for de fynske. Dog kan der såvel fra Jylland som fra Fyn fremdrages enkelte eksempler på herremænd, som behandlede deres bønder hårdt nok."

 

- "Gik straffene for vidt, havde bønderne mulighed for enten at søge oprejsning ved domstolene, herreds- eller birketing, eller ved at klage til amtmanden, der skulle være bøndernes beskytter, Disse muligheder synes kun at være udnyttede i ringe grad. Det blev nu og da hævdet, at bønderne ikke turde klage, fordi de frygtede, at herremændene senere ville hævne sig på dem for det, hvad herremændene havde mange muligheder for."

 

- " For henved 90 % af herregårdene og om en endnu større procentdel af herremændene gælder det, at vi for øjeblikket overhovedet ikke kender forholdene på dette område."

 

- "Der er grund til at antage, at mange - rimeligvis de fleste - herremænd ikke brugte eller i hvert fald ikke misbrugte denne rettighed, enten fordi de ikke billigede den brutalitet, det udkrævede, eller fordi de havde fundet mere hensigtsmæssige metoder at lede bønderne på. Men det stod afgjort til den enkelte, om de ville gøre det eller ikke. Ingen bonde kunne føle sig ganske sikker mod at komme ud for de hårde midler. Selvom han var så heldig at have en human husbond, kunne situationen ændres brat, hvis godset skiftede ejer."

 

 

Om Søndervang

 

Om herregården Søndervang kan f.eks læses uddrag af P. Storgaard Pedersens "Bidrag til Hing Herreds Historie og Topografi". I 1791 - Årene efter landboreformerne, hvor regeringen overalt opmuntrede til selvejendoms indførelse - købte Gravers Bjerg og Christen Toft i Mejlby gården af Ritmester Brockdorff på bøndernes vegne, men måtte en tur helt til København og fremstille sig for Kronprins Frederik, for at få handlen til at gå i orden.

 

Det skal nævnes, at Agnete Beksgaard og Enevold Slot, der nævnes på side 71, er forældre til Sidsel Slot Enevoldsen, I.C.C. Dyekjærs kone.  Agnete Beksgaard og Enevold Slot ejede i en periode Søndervang, idet Agnete var enke efter Christen Toft, som må være barn eller barnebarn til den Christen Toft, der var en af hovedmændene bag bøndernes køb af Søndervang, og som senere, efter at bønderne havde ejet herregården i fællesskab indtil det højkongelige Rentekammer tillod at Søndervang måtte udstykkes, overtog hovedparcellen af Søndervang selv.

 

Beretningen om bøndernes køb af Søndervang er speciel, og bliver mange steder benævnt som ”et resultat af vestjydske bønders beslutsomhed”.

 

Udover P. Storgaard Pedersen, læs f.eks. artikel af Peder Jensen i Hardsyssels aarbog om ”Da bønderne i Stadil blev selvejere” eller artikel i FRAM 1987 artikel af Søren Toftgaard Poulsen om  ”Stavnbåndsløsningen og landboreformerne i Ringkøbing amt.

 

Om tiden før Søndervangs salg til bønderne kan læses i  Alfred Kaae´s "Vestjyske godsejere og deres bønder", hvor han har gennemgået tingbøger fra 22 herregårde i Vestjylland, heriblandt Søndervang.

 

Om hoveriet fortæller Alfred Kaae, at "hoveriet ikke var særligt trykkende på Søndervang, og at Stadil sogn havde mange velhavende bønder. I 1791 da bønderne købte Søndervang, var der 91 bosteder i Stadil, store og små. 34 bønder betalte deres gårde kontant, og det var over halvdelen af godsets gårdmænd. Han sammenligner hoveriets omfang på Søndervang med Nr. Vosborg. På Nr. Vosborg drev 38 gårdmænd 66 tønder hartkorn som hovarbejde, mens de på Søndervang var 65 om at drive 60 tønder hartkorn.

 

Alfred Kaae fortæller, at træhesten slet ikke nævnes i de gennemgåede kilder. På Søndervang var der dog indtil 1695 en særlig rå ridefoged, Henrik Pedersen Winstrup, jvf. Alfreds Kaaes beretning om sagen mod ham.

 

Meget spændende er det at læse om de verserende sager på Søndervang i Alfred Kaaes bog. Så vidt jeg kan se optræder ingen af vores forfædre i sagerne. Det tætteste vi kommer på, er side 153 stævning af Niels Christensen i Fuglbjerg. Han kan meget vel være en bror til Christen Jensen Fuglbjerg, oldefar til Christen Jeppesen Kirk. Niels Christensen stævnedes for resterende landgilde, men kunne ikke betale, og dømtes til at "gøre rede for sig eller lide nam efter loven".

 

Alfred Kaaes gennemgang viser, at bønderne ikke fandt sig i hvad som helst. Der er talrige eksempler på bønder, der har banket ridefogeden og sågar godsejeren selv.  - Eller har ført sager mod godsejeren , som f.eks sagen om hoveri til to gårde. Her konkluderer Alfred Kaae, "Hoverisagen er således ikke fortrykte bønders sidste fortvivlede handling for at klare skærene, den er snarere udtryk for et velstående, selvsikkert bondesamfunds målbevidste stræben mod større uafhængighed både i økonomisk og i personlig henseende. Mens fæstebønderne mange steder i stavnsbåndstiden fik større arbejdsbyrder, mere hoveri, ved den forbedrede hovedgårdsdrift, så lykkes det de Stadil bønder at slippe for at drive Østertoft, hvilket de vistnok i perioder havde gjort i tidligere tid. Bjærgningen af høet på engen Rybjerg Holm var for bønderne nærmest som at række naboen en hjælpende hånd i en travl tid."

 

Der er dog også eksempler på, at godsejeren har kunnet finde på at slå -  tilsyneladende endda uden grund.

 

I Hardsyssels aarbog 38. bind fra 1944, er der en artikel af Esbern Jespersen om hoveri på de  Vestjydske gårde. Heri står bl.a., at bønderne ved Søndervang alle havde det meget let. De var mange fæstere om hov-arbejdet på en lille gård, godset var samlet i Stadil og gården midt deri, så ingen bonde havde langt til arbejdet.

 

I flere artikler nævnes det at hoveriet i vestjylland  generelt ikke var så trykkende som i det øvrige Danmark, fordi landbruget i vestjylland i høj grad var baseret på kvægbrug, som ikke var nær så arbejdskraftkrævende som korndyrkningen i det øvrige Danmark.

 

Den tidligere nævnte artikel i FRAM 1987 giver et godt billede af  forhold i Vestjylland omkring Stavnsbåndsløsningen.

 

8. Interessante personer og historier

 

Meget kort om Ole Christian Kirk

 

Artiklerne taler for sig selv. I slægtshistorisk sammenhæng skal det kort nævnes, at Ole Christian Kirk var bror til I.C.C. Dyekjærs mor. Susanne Christensdatter Kirk. Se hende.

 

 

Om "Stadilbonden Knud Jensen Dyekier"

 

Alfred Kaae har i 1948 udgivet bogen "Stadilbonden Knud Jensen Dyekier",  som er spændende, fordi den, som Alfred Kaae selv siger, tegner et tidsbillede fra midten af 1700-tallet. Allermest spændende er beretningen set i lyset af at den foregår midt i den periode, hvor  stavnsbåndet var gældende. Men Knud Jensen Dyekier er ikke en stakkels underkuet bonde,. Han er en fremadstræbende og driftig mand, der samlede sig en stor formue, og blev en faf de rigeste bønder i sognet i sin tid. Sådan kan en fæstebondes liv også være, og var det nok generelt i højere grad end vores skolelærdom, der synes at være præget lidt for meget af "træheste", har givet os indtryk af.

 

Knud Jensen Dyekier er ikke i direkte slægt med I.C.C. Dyekjær, efter slægtsbogens "lige-linie-princip",  men der er utvivlsomt slægtsforbindelser, - dog ikke umiddelbart nogle, der begrunder navnet Dyekier. Efter navne og årstal at dømme er det sandsynligt, at Esper Jensen Kamp og Elle Jacobsdatter (forfædre til I.C.C. Dyekjærs far Christen Knudsen) er farforældre til Knud Jensen Dyekier. Knud Jensen Dyekiers far hed Jens Espersen og blev født i Kampgårde i 1667, og kan således meget vel være en ældre bror til Kirsten Espersdatter, født 1676. Og der er formentlig andre "krydsninger" til slægten, eftersom hele sognet vel har været mere eller mindre i famile med hinanden ad flere veje.

 

Bogen giver ikke nogen forklaring på, hvorfor navnet Dyekier pludselig optræder. Der er ikke nogen kendt relation til gårdene Dyekier. Det berettes  kun, at også Knud Jensen Dyekiers far, Jens Espersen, kaldtes med dette navn. Knud Jensen Dyekier var som sin far fæstebonde i Fuglbjerg.

 

Knud Jensen Dyekier var ud over at være fæstebonde, handelsmand og solgte alverdens ting, bl.a. svin til eksport til Hamborg,tjære, tran, korn, heste, stude, flæsk, jern, hør, huder, hamp. Desuden udlånte han rede penge, var smed og fungerede også lidt som doktor - satte bl.a. brækkede arme på plads. Omfanget af hans handel kan ses af, at der ved hans død var ialt 187 skyldnere på efterladte sedler. Helt fra Jedsted ved Ribe og fra Kolding kom nogle af hans skyldnere.

 

Han var på et tidspunkt mistænkt for ulovlig handel med brændevin og indsmugling af varer som sæbe, vin, brændevin mjød og tjære. En sag, der startede med, at kromanden i Nysogn havde klaget til amtmanden over, at forskellige mænd i Stadil og Tim Sogne gik ham i næringen, fabrikerede brændevin til salg og holdt ulovlig udskænkning. Knud blev dog ikke dømt for smugling, men for landprang, - videresalg af varer, han ikke var priviligeret til at sælge.

 

I forbindelse med brændevinssagen blev flere gårde ransaget, og flere af bønderne måtte indrømme lidt brændevinssalg. Det nævnes, at hos de to mænd Knud Jepsen og Knud Nielsen i Graversgaard, fandt man ingenting. Knud Jepsen og Knud Nielsen er begge forfædre til I.C.C. Dyekjær på hhv. moderen, Susannes, og faderens, Christens, side.

 

På et tidspunkt rejste Knud Jensen Dyekier en vejrmølle på sin gård, velvidende, at han derved stødte mod de gamle mølleprivilegier. Han blev da også stævnet til at møde for Timgaards Birketing 1744 for "den skade og prejudice bemelte Tim Mølle måtte lide, om en eller hver mand i Stadil Sogn fik møllerettigheder eller Maaleret". Stævningen gjaldt 76 bønder af Stadil samt Svenning Andersen, som på det tidspunkt ejede Søndervang. Knud Dyekier mødte for alle indstævnede fra Stadil, også for Svenning Andersen.  Forsvaret for Knud Dyekiers mølle var den lange besværlige og til tider ligefrem farlige vej til møllen. Men sagen endte alligevel med at han måtte fjerne møllen igen.

 

Han købte bondeskylden (er forklaret nærmere i bogen) i en ejendom "Vinkælder" i Torsted. I en lidet flatterende sag, hvor Knud Dyekier henter en fæsters bedste ko for resterende bondeskyld bliver han af fæsteren med følgende ord anklaget for at være bondeplager. " Det går mig fattige Lazarus mod den rige Knud Dyekier, som ordsproget lyder, ingen bedre til en bondeplager end som bonden selv,"

 

Desuden købte han herlighedsværdien (også forklaret nærmere i bogen) i en gård, sønder Muldbjerg, i Hover sogn. Som Alfred Kaae skriver; Knud Dyekier, fæstebonden, var blevet proprietær, herskab eller hvad vi nu vil kalde det. Og krigsraad Svenning Andersen, som nok også havde været ude efter Sønder Muldbjerg, blev noget sur og vranten imod sin velstående fæstebonde, der måske var blevet en kende mere stiv i nakken, efter  at han i al be­skedenhed var bleven krigsraadens kollega. I landgilde af sin herlighedsret fik Knud i følge skødet 10 Rdl. om året eller fem procent i rente af sine penge.

 

 

Personer og historier fra Neder Dyekjær

 

I de bøger, jeg har stødt på er intet nævnt om "vores" slægtsgård Dyekjær (som ikke er ret meget ”vores”). - Formentlig fordi den har fungeret udmærket som fæstegård, og der derfor ikke har været sager at skrive om.

 

Nabogården Neder Dyekjær i Vedersø sogn, som hørte under godset Åbjerg, derimod optræder et par gange, bl.a. fordi gården har været sølle, og dens beboere haft restancer overfor godsejerne.

 

I Vestjyske godsejere og der bønder (side 31) fortælles om Pede Jensen i Tarpgård, som efter at være sat ud eller i hvert fald flyttet fra Tarpgård flyttede til et mindre sted i Dyekjær i Vedersø sogn,  hvor der var en næsten øde gård. Her var han i fire år indtil ejeren v. Obbelitz stævnede ham for restancer og søllehed.

 

Udførlig og spændende er beretningen (side 34) om fæsteren Thomas Pedersen/Fuglbjerg, der rømte i 1731 med kone, børn, nogle kreaturer og lidt bohave fra Dyekjær i Vedersø, som ikke ligefrem var et yndet opholdssted. Han rømte for at lade sig hverve som rytter. - Dvs, han flygtede, fordi han ikke havde fået pas fra godsets kontor, idet godsejeren ikke anerkendte hans opsigelse af fæstegården. Naboen, Niels Dyekjær, hjalp Thomas´ kone afsted, hvilket han senere fik en bøde på 20 daler for.  (Naboen Niels Dyekjær må være fra (over) Dyekjær og kan være oldefar til Christen Nielsen Dyekjær, - Susanne Christensdatter Kirks første mand - det passer i hvert fald med navnet, skiftevis en Niels og en Christen)

Godsejeren Christen Linde forsøgte med alle midler at få Thomas Fuglbjerg tilbage. Bl.a. gik en bevæbnet flok fra Stadil Kirke en nat over isen til Alrum til Thomas Fuglbjergs svigerforældre for at arrestere Thomas. Han var dog flygtet, så istedet arresterede man svogeren Jens Dalsgård og fængslede ham i 29 dage i Åbjergs hundehul i lænker. For dette blev der senere anlagt sag mod godsejeren.

 

Der er mange andre spændende beretninger i bogen, så den er helt afgjort værd at studere nærmere.